Christian Friis Bach

Du bliver aldrig dansker!


Bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 25/8 2023

Af Christian Friis Bach, Medlem af Folketinget, udlændinge og integrationsordfører for Radikale Venstre.

I en periode kom jeg til Canada et par gange om året, da jeg var medlem af en canadisk bestyrelse. Et par af gangene satte jeg mig for at lære lidt om den canadiske modtagelse af flygtninge. Det gjorde et stort indtryk på mig. I Canada får flygtninge helt fra udvælgelsen i flygtningelejrene beskeden ”du er nu Canadiere”. De får det at vide i flyet, ”du er nu canadier”. Ved modtagelsen: ”Du er nu canadier”. Det virker positivt på integrationsprocessen. De får lyst til at gøre en ekstra indsats og bidrage til det samfund, der tager så godt imod dem.
I Danmark gør vi det præcis modsatte. Flygtninge og andre udlændinge som kommer til Danmark får i stigende grad at vide: Du bliver aldrig dansker!
Kravene til at få permanent opholdstilladelse og dansk statsborgerskab er blevet strammet og strammet. Det skaber ikke kun usikkerhed og utryghed for tusindvis af medborgere. Det er også skadeligt for integrationen. Forskning på Aalborg Universitet har vist, at det at få statsborgerskab betyder at flere kommer i arbejde, har en højere indkomst og bor mere spredt i det danske samfund.
Det er særligt svært for de unge. I USA slår forfatningen fast, at alle børn født i USA er amerikanske statsborgere. I Danmark kan unge, der er født og opvokset hele deres liv i Danmark, ikke få et automatisk statsborgerskab, når de bliver 18 år. Det betyder, at de ikke kan stemme, at det er meget vanskeligt for dem at tage på studieture med deres klassekammerater, og at de ikke kan uddanne sig som politi- eller fængselsbetjente. De unge føler sig ellers som danske. En undersøgelse fra Aarhus universitet viser, at de i højere grad end unge med dansk oprindelse føler, at det er vigtigt for dem at være dansk. Derfor oplever de det som en uretfærdighed, at det skal være så svært for dem at blive danske statsborgere. Det er ikke rimeligt.
Vælger unge uden permanent ophold i Danmark at uddanne sig, tager det ekstra lang tid. Man skal nemlig forsørge sig selv i 3.5 ud af 4 år for blot at få permanent opholdstilladelse. Det betyder, at der er utallige eksempler på unge, der knokler med at uddanne sig, tale dansk og integrere sig, men som bliver straffet på vejen mod et dansk statsborgerskab. De føler sig svigtet. De føler de sig valgt fra, og mange ender med at vælge uddannelsen fra. Vi mister viden og veluddannet arbejdskraft.
Endnu mere svært er det for unge der kortvarigt måtte få personlige eller familiemæssige problemer, helbredsproblemer eller psykiske problemer. De får ekstra hårdt ved at finde fodfæste i Danmark. For personer med handicap er det blevet meget vanskeligt, ja tæt på umuligt, at få dispensation fra reglerne og få dansk statsborgerskab.
Når Folketinget snart mødes igen, skal vi gøre det nemmere at blive dansker. De unge der er født og opvokset i Danmark, som har uddannet sig og ikke har begået kriminalitet skal have et statsborgerskab i 18 års fødselsdagsgave. Uddannelse skal tælle med i ansøgningen om permanent opholdstilladelse. Vi skal tage ekstra hensyn til dem, som har det svært. Det er ikke urimelige krav. Det er ren fornuft. For det vil være godt for dem. Og det vil være godt for Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *