Christian Friis Bach

Derfor vil jeg gerne i folketinget

Og derfor stiller jeg op i Hjørring Kredsen

Jeg vil gerne i Folketinget igen. Men det har ikke været en nem beslutning. Politik er hårdt og personligt. Men Folketinget er også Danmarks fineste arbejdsplads. Og de politiske beslutninger i Folketinget former den verden, vi lever i. Det vil jeg gerne bidrage til.

Jeg sagde ja til at stille op igen, da Radikale Venstre for to år siden var i den værste krise i nyere tid. Jeg har bakket op om mit parti siden jeg var 17 år. Derfor sagde jeg ja til at være folketingskandidat.

Men jeg sagde også, at jeg – hvis det lykkes – vil være en anden slags politiker. Det er 10 år siden jeg sidst sad i Folketinget. Denne gang vil jeg fastholde min virksomhed og mit landbrug. Jeg tror, det er godt, at vi har politikere der også har erhverv udenfor Folketinget.

Den viden og erfaring jeg får ved at være købmand og landmand, vil jeg bruge aktivt i politik. Og jeg vil gå fuldt og helt ind i arbejdet med at skabe gode politiske resultater. Hvis jeg får chancen.

Jeg sagde også ja til at stille op, fordi jeg blev spurgt om jeg ville være kandidat for Radikale Venstre i Hjørring. Det er en kreds, hvor jeg føler jeg hører til, og hvor jeg er kommet hele mit liv. Slægtsgården på min mors side, Kringelholt, ligger ved Hørmested.

De var 9 børn, der blev til os 27 børnebørn, og en meget stor familie, hvoraf de fleste stadig bor i Hjørring kredsen og i Nordjylland. Jeg har et lille stykke familiejord i kredsen og min tip-oldefar Hans Madsen fra Skærum Hede var Folketingsmand for nabokredsen, Frederikshavn.

Jeg føler mig hjemme i det nordjyske. Jeg er valg som spidskandidat for Radikale Venstre i Nordjylland. Det er en tillidserklæring, jeg er glad for, og som jeg vil gøre mit allerbedste for at leve op til.

"Jeg er valgt som spidskandidat for Radikale Venstre i Nordjylland. Det er en tillidserklæring, jeg er glad for, og som jeg vil gøre mit allerbedste for at leve op til."