Christian Friis Bach

Iværksættere og ideer skal vi have flere af

INVESTERINGER: Et af de mest muntre og positive besøg, jeg var på hos en dansk virksomhed i min tid som udviklingsminister (2011-13) var hos Slagter Ole i Nørresundby.

Christian Friis Bach, direktør i warfair, tidligere udviklingsminister, folketingskandidat (RV) i Hjørring

Bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 30. august 2021.

Ved et tilfælde var Slagter Ole blevet engageret i et slagteri i Ghana, og derfor besøgte jeg ham.

Da jeg dengang spurgte Slagter Ole, hvorfor han gjorde det, var svaret ikke, at det var synd for nogen.

Nej, det var, fordi Slagter Ole tænkte, at ”det kunne blive til en god forretning”.

Det første slagteri i Ghana blev nu ikke en god forretning.

Men jeg har siden fulgt Slagter Ole, og det er både blevet til et succesrigt slagteri i Kumasi, Ghana og bidrag til udviklingen af et mobilt containerslagteri.

Den slags iværksættere og ideer skal vi have flere af.

For det er hos de danske virksomheder, at vi skal finde fremtidens løsninger for verdens fattige lande.

Vi skal, for nu at bruge et lidt hårdt citat fra en af vores partnere, flytte os ”fra almisser til arbejde”.

Der er utallige andre gode eksempler, som jeg i dag selv er engageret i.

Virksomheden Bluetown knokler for at få sat innovative mobil-data-master op på 1000 skoler i Ghana.

Det vil give helt nye muligheder for at skoleelever kan få adgang til internettet, hvilket har vist sig endnu vigtigere her under corona-epidemien, hvor de ikke kunne komme i skole.

Alt for mange børn i fattige lande har ikke kunnet få fjernundervisning.

Adgangen til internettet vil også give nye muligheder for at landmænd og lokale virksomheder kan sælge deres varer, og familier i landsbyerne rundt om skolerne kan få adgang til viden om alt fra sundhed til vejrudsigter.

Virksomheden Engsko i Randers fremstiller møllesten og møller med virksomheder i både Etiopien, Sydafrika og Indien.

Det giver arbejdspladser på fabrikkerne, men langt vigtigere, så giver det vækst og fremgang for landmænd og kvinder overalt i verdens fattige lande, hvor møllerne stilles op.

De kan undgå det hårde og tidskrævende arbejde med at male melet i hånden, og i stedet bruge tiden på at øge landbrugsproduktionen og skabe vækst.

Der er utallige andre eksempler. Også Danmarks store virksomheder som Grundfos, Novo Nordisk og Maersk engagerer sig i stigende grad i verdens fattige lande.

Det er opmuntrende.

For alle de virksomheder er det helt som for Slagter Ole.

De har hjertet med, men de gør det, fordi de tror på, at det kan blive en god forretning.

Det er ikke blot et projekt, som stopper når pengene løber ud. Det er et langsigtet engagement og en investering, som de håber, vil skabe både et økonomisk afkast og varige arbejdspladser, indkomst og nye muligheder for titusinder af mennesker.

Den slags virksomheder skal vi have langt flere af. Og vi skal I dansk udviklingspolitik blive langt bedre til at bakke dem op.

Det skal ikke primært, som vi har gjort det indtil nu, være med tilskud og enkelt projekter, men med investeringer og hjælp til bedre rammebetingelser.

Lande som Holland og Storbritannien er længere fremme, når det gælder etableringen af private impact-investeringsfonde, der investerer i fattige lande for at få et afkast, men som også gør det for også at løse de store udfordringer, vi står med i form af fattigdom, ulighed og klimaforandringer.

USA er langt længere fremme når det gælder støtte til rammebetingelser for virksomheder rundt i verden.

De har f.eks støttet fødevarevirksomheder i Afghanistan og Somalia med adgang til de fødevarecertificeringer, som ofte kræves for at de kan sælge til fødevarer til os.

Amerikanerne har også støttet en subsidieret fragtkorridor ud af Afghanistan som hjalp afghanske virksomheder med at få afsat deres varer uden de meget høje fragtomkostningerne.

Det fik gang i handlen. Begge ordninger har vi haft stor gavn af i virksomheden warfair, hvor vi importerer varer fra netop Afghanistan og Somalia.

Den slags innovative løsninger skal vi have langt flere af i dansk udviklingspolitik.

Så skal Slagter Ole, Bluetown, Engsko og mange andre virksomheder nok levere løsningerne og arbejdspladserne både i Danmark og ude i verden. Det er en god forretning. Det gør en forskel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *