Vores svigt har haft enorme​ personlige konsekvenser for millioner af syriske flygtninge. Og de svigt vil også forme os som land og nation og sætte sig dybe spor, når det gælder de værdier – værdighed, menneskerettigheder – som vi har troet på og kæmpet for i årtier.

Af Christian Friis Bach, stifter af warfair, tidligere udviklingsminister og generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, folketingskandidat (R)

Bragt i Jyllands-Posten d. 27. maj 2021

For et par år siden mødte jeg i Jordan en dansker, der havde arbejdet i Damaskus, Syrien, da de folkelige protester startede i 2011. Han fortalte, at han dengang skulle til et møde med den franske og amerikanske ambassadør, men at de kom for sent. Da de helt forpustede nåede frem til mødet, fortalte de, at de lige havde været i Homs for at opmuntre og opildne demonstranterne.

Vi opmuntrede og skubbede bag på de syriske demonstranter i deres kamp for demokrati og menneskerettigheder. De gik på gaden i titusindvis, fordi de stolede på os, regnede med, vi støttede dem. De var sikre på, at vi stod bag dem.

Men da de blev mødt af kugler, undertrykkelse, tortur, fængslinger og senere krigens uhyggelige rædsler, svigtede vi dem og stak af. Resultatet er alt for kendt. Hundredtusindvis af dræbte, millioner, der måtte flygte.

Jeg har mødt dem, der flygtede internt i Syrien, og hørt deres uendeligt triste og tragiske historier. I en ørkesløs lejr for internt fordrevne uden for Aleppo var jeg inde og se midlertidige boliger etableret i gamle industribygninger. Ved et vindue stod en 15-årig pige og græd stille under hele vores besøg. Hendes mor fortalte, hvordan de over de sidste fem år var flygtet fire gange. Først fra Aleppo til Raqqa, indtil krigen nåede dem der. Så flygtede de, mens kuglerne bogstaveligt talt føg om ørerne på dem, til det kurdiske område, indtil krigen igen indhentede dem. Derefter videre til næste destination for til sidst at ende tilbage i Aleppo, hvor de nu boede sammen med tusinder af andre internt fordrevne. Fem år på flugt. For pigen var det perioden, fra hun var et barn på 10 år fuld af drømme og livsmod, til hun stod der som teenager og græd og følte, at alt håb var slukket. Den pige og de familier svigtede vi.

Jeg har besøgt flygtningene i Tyrkiet, Jordan og Libanon. I Libanon boede de i spredte og interimistiske teltlejre lavet af presenninger og plastikposer. En ældre kvinde fortalte med desperation i stemmen, at hendes mand var blevet syg, og at de ikke alene havde brugt alle deres sparepenge, men også var endt med høj gæld i deres forsøg på at kurere ham. Der var teenagere i lejren, som endnu aldrig havde været i en rigtig skole.

Da lejrene i 2015 var tæt på at løbe tør for penge og derfor måtte skære markant i fødevarerationerne, gav hundredtusinder af de syriske flygtninge op. De havde holdt ud i 4-5 år, men der var intet håb, ingen udsigt til et bedre liv, intet arbejde, ingen skoler eller videregående uddannelser for alt for mange af deres børn. Igen svigtede vi dem. Så drog de mod Europa.

Her endte de i kaotiske lejre på de græske øer og i det sydlige Europa. Jeg har været i Moria-lejren på Lesbos, hvor de sov i små telte på europaller for at beskytte sig mod mudder og fugt. Hvor politiet forlod lejren sidst på eftermiddagen og efterlod familier, kvinder og børn til kaos og overgreb. Den danske ambassadør, som jeg mødte på turen, fortalte, at han havde stået uden for en af lejrene om aftenen og hørt skrigene om hjælp. FN har dokumenteret, at ud af de mange kvinder, som oplevede seksuelle overgreb på deres flugt mod Europa, var det en fjerdedel, der oplevede overgrebene i lejrene på europæisk jord. Da de troede, de endelig var kommet i sikkerhed i EU, svigtede vi dem igen.

Tusinder gik gennem Europa på motorvejene med deres børn på armen og med kun en pose med tøj og måske få værdifulde minder. Vi så på dem, mens de gik, og straffede de danskere, som hjalp dem videre. Vi besluttede at tage deres smykker. Vi og de oplevede og så historierne, hvor der blev spyttet på dem fra broer og spændt ben for dem, når de løb for at komme væk. Det trodsede alt det, vi tror på omkring den menneskelige værdighed, og var endnu et svigt.

I dag er en lille brøkdel af de millioner af syriske flygtninge i Danmark. Mange af dem har det stadig svært, hvilket ikke er overraskende, når man tænker på, hvad de har været igennem, og hvad de har mistet. De kan ikke falde til ro og har brug for hjælp. Den hjælp kan vi godt som samfund levere.

Men der er rigtig mange, der har kunnet skubbe krigens og flugtens rædsler til side, og som knokler, arbejder, uddanner sig til gavn for dem selv og deres familier og til gavn for danske virksomheder og institutioner. Jeg har mødt dem rundtomkring på danske arbejdspladser. Muhammed hos Dansk Wilton i Herning, som altid var glad og taknemmelig og mødte op hver dag – selv i påskeferien, som han ikke lige havde fået registreret i kalenderen. Rigtig, rigtig mange af dem gør deres bedste. Historierne strømmer frem fra alle dele af landet om syriske flygtninge, som gør det godt.

Nu siger vi til dem, de skal rejse hjem. Vi svigter dem igen.

Det her handler ikke om, hvorvidt der er fred i Damaskus. Det var der ikke for kun tre år siden, da jeg besøgte byen. Dengang kunne jeg stå på min altan på hotelværelset og se og høre bomberne falde. Men da jeg var der året efter, var oprøret nedkæmpet, kampene ovre, og vi kunne gå rundt som turister i den gamle by. I bydelen Eastern Ghouta så vi, hvordan de borgere, som var tilbage, kravlede ud af kældrene fra de totalt smadrede bygninger. Alt, hvad de havde knoklet for og kæmpet for, var ødelagt. Men ja, krigen i Damaskus var ovre.

Men det handler ikke om, hvorvidt der er fred i Damaskus. Det handler om, at vi svigter de syriske flygtninge endnu en gang. At vi vil sende syriske flygtninge tilbage til et liv i håbløshed og usikkerhed. Tilbage til en dyb frygt for, at de pludselig dukker op på en af sikkerhedsapparatets mange lister og bliver udsat for overgreb og undertrykkelse.

De gik måske med i den demonstration, som den franske og amerikanske ambassadør var ude for at opmuntre. De satte måske en plakat op eller skrev en kommentar på Facebook. Måske har de en onkel, fader eller bror, der nægtede at gå ind i det syriske militær. Måske bliver de stukket af Assad-tilhængere, som ønsker at skade dem. Måske er de blot uheldige. Selv små ting kan være nok. Pludseligt kan man stå på en liste. Pludseligt dukker sikkerhedspolitiet op.

Det er vigtigt at notere, at der er millioner af flygtninge i nabolandene, som bor under kummerlige forhold og kunne tage hjem på få timer, men som stadig ikke tør. Fordi de stadig ikke tror på, at de i Syrien kan finde sikkerhed, tryghed og en fremtid. Fordi de frygter, at de og deres børn igen skal opleve at få alle deres håb og drømme ødelagt. At de igen skal starte forfra.

Vi svigtede dem, da vi skubbede bag på det folkelige oprør, og vi stak af, da det blev svært. Vi svigtede, da vi efterlod dem i elendige forhold i flygtningelejrene. Vi svigtede dem, da de ankom til EU, og da de gik på vejene gennem Europa.

De svigt har haft enorme personlige konsekvenser for millioner af syriske flygtninge. Og de svigt vil også forme os som land og nation og sætte sig dybe spor, når det gælder de værdier – værdighed, menneskerettigheder – som vi har troet på og kæmpet for i årtier. Giv de syriske flygtninge, som gerne vil blive, lov til at blive. Vi må ikke svigte dem igen.