SMS’ER: I efteråret 2013 under den ophedede debat om Lars Løkke Rasmussen og GGGI-sagen søgte Ekstra Bladet om aktindsigt i de sms’er, han og jeg havde skrevet til hinanden, da jeg var udviklingsminister.

af Christian Friis Bach tidligere udviklingsminister, folketingskandidat (RV) i Hjørring, 

Bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 6. november 2021

Udenrigsministeriet mente ikke, de var omfattet af offentlighedsloven og skulle udleveres, og der var usikkerhed om, hvilken status sms’er havde.

Men min gode ministersekretær foreslog, at vi for en sikkerheds skyld arkiverede dem. Så det gjorde vi. Jeg fremsendte dem i en email, som kom på sagen.

Efter at jeg valgte at gå af som minister, blev de slettet på min telefon, men da ombudsmanden langt senere afgjorde, at sms’erne havde status som dokumenter, og derfor var omfattet af ansøgningen om aktindsigt, var de stadig tilgængelige, og kunne udleveres til Ekstra Bladet.

Med den historie vil jeg fremhæve to ting.

Det ene er, at det er otte år siden. Så når Justitsminister Nick Hækkerup siger, at vi med spørgsmålet om sms’er er på jomfruelig grund, er det ikke rigtigt.

Det har været kendt i otte år, at sms’er kan blive genstand for ansøgninger om aktindsigt, krævet offentliggjort og derfor bør bevares. Otte år er to menneskealdre i politik. Og selv om Granskningskommissionen har krævet flere sms’er end tidligere undersøgelser, så er det heller ikke nyt.

Den anden pointe med den gamle historie er, at adgang til sms’er og sikkerhed ikke behøver at være i modstrid med hinanden.

Der kan måske være sikkerhedshensyn, der gør, at det kan være fornuftigt at slette sms’er fra en telefon. Men det forhindrer ikke, at man så gør som min ministersekretær foreslog: Flyt dem over i et dokument, hvor de kan arkiveres sikkert. Sikkerhed og arkivering kan sagtens gå hånd i hånd.

Hvis statsministeren og statsministeriets departementschef ønskede, at sms’er skulle kunne bruges senere ved både aktindsigt og i eventuelle undersøgelser og kommissioner, kunne den praksis meget nemt være anvendt.

Det er derfor ikke troværdigt, at sletningen skete af sikkerhedshensyn. Sletningen skete, fordi der var et ønske om at slette.

Endelig vil jeg anføre, at jeg finder sondringen mellem statsminister og Statsministeriet i spørgsmål om ansvar forunderligt.

Som minister står man i spidsen for sit ministerium.

Man får magten. Med det følger ansvaret. Også for en statsminister.