Christian Friis Bach

Ikke brug for følelser og moral

Bragt i Nordjyske Stiftstidende d. 27/1 2022.

ASYLPOLITIK: Man kan være imod regeringens asylpolitik af mange grunde. Etik, solidaritet, moral, følelser. Det fik regeringens udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye at føle da han stod skoleret i EU Parlamentet. Men den vigtigste indvending er om det virker? Er det en god ide at lukke ned for mulighederne for at søge om asyl i Danmark og sende asylmodtagere til centre i Rwanda?

Det korte svar er nej. Det vil gøre problemerne større. Det afgørende i det internationale samarbejde om flygtninge og migration er nemlig at få flere lande til at deltage. Det regeringen prøver er at melde sig ud. Dermed bliver det svært at overtale andre lande til at være med.

Løsningen er at få flere lande til at give flygtninge mulighed for at søge om asyl og få beskyttelse, så de ikke fortsætter deres rejse mod Danmark. De langsigtede løsninger findes derfor i aftaler, som den EU har indgået med Tyrkiet: Tyrkiet beskytter de flygtninge som kommer til landet og EU giver økonomisk støtte. Tyrkiet har taget imod over 4 millioner syriske flygtninge. Og jeg har selv besøgt syriske flygtninge i Tyrkiet, der både kunne arbejde og komme på hospitalet, og hvor børnene kom i skole.

Den slags aftaler skal vi indgå langt flere af. Men forudsætningen har netop været, at vi ikke løber fra ansvaret. EU bidrager økonomisk og hver gang en person, der ikke er berettiget til beskyttelse sendes tilbage til Tyrkiet, lover EU at modtage en flygtning, der har brug for beskyttelse fra Tyrkiet. Det er ikke perfekt, men det virker.

Det er vejen frem. Fasthold at flygtninge, der banker på vores dør, kan søge om asyl og få beskyttelse i Danmark. Lav aftaler med lande langs ruterne om det samme. Få dem til at underskrive Flygtningekonventionen og implementere den. Giv økonomisk støtte. Og hjælp dem med at opbygge et asylsystem på linje med det danske som i øvrigt fungerer godt. Det vil give langsigtede og holdbare løsninger.

Derfor er der ikke brug for følelser og moral. Den vigtigste grund til at gå imod regeringens asylpolitik er, at den underminerer de varige og holdbare løsninger. Når vi løber fra ansvaret, bliver det svært at få andre til at tage ansvar. Det vil ikke virke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *