Tak for ordet. Jeg vil forsøge at kombinere en politisk og en personlig præsentation. Og når jeg tænker tilbage, så hænger de ting tæt sammen. Både fordi jeg stort set altid har været med i frivilligt og folkeligt arbejde og fordi det engagement har påvirket både mit arbejdsliv – og bestemt også min tålmodige familie.

En af de debatter jeg har deltaget en del i er debatten om globaliseringen. Det startede i virkeligheden lidt ved et tilfælde. I april 1997 var jeg blevet valgt som formand for Mellemfolkeligt Samvirke og så i juni samme år faldt der dom ved Verdenshandelsorganisationen i en sag som går under navnet hormonsagen. I USA når de producerer tyrekalve så sætter den en lille chip ind i øret på dem som udskiller væksthormoner, og det får dem til at vokse 10-15-20 procent hurtigere end de ellers ville have gjort. Det synes amerikanerne er rigtigt smart. Men det synes vi var knapt så smart i Europa, og EU lavede derfor et importforbud mod hormonbøfferne. Men det fik amerikanerne til at anlægge sag mod EU ved domstolen i Verdenshandelsorganisationen, WTO. I juni 1997 – kort efter at jeg var blevet formand – vandt amerikanerne sagen. Helt rent endda.
Dagen efter havde dagbladet Politiken stort set ryddet forsiden, og en tre-fire prominente danskere udtalte at det var det en katastrofe og det største tab af selvbestemmelse stort set siden anden verdenskrig. Nu kan vi ikke engang selv bestemme hvad vi vil spise. Det var for galt.
På side 18, eller noget i den stil, i den samme avis var der så en lille notits, hvor der stod at i øvrigt synes Mellemfolkeligt Samvirkes nye formand at den afgørelse var helt i orden. Det gav mig en del problemer, og de kaldte mig hormondrengen inde i MS i lang tid, fordi jeg var den yngste formand nogensinde, og derfor mente de at jeg selv måtte have spist et eller andet for at nå dertil.

Men hormonsagen var og er helt central i debatten om globaliseringen. Efter dommen diskuterede vi i MS hvad vi skulle mene. Jeg var i virkeligheden i tvivl om hvorvidt vi skulle diskutere videre, da jeg var bange for at vi blev uvenner alle sammen. Men det gjorde vi alligevel. Vi diskuterede globalisering i tre år og det kom der en bog ud af: Folkestyret globalisering.
Grunden til at EU tabte var at der allerede var indført internationale grænseværdier for indholdet og væksthormoner. Det var sket i en international organisation i tilknytning til FN som hedder Codex Alimentarius, som laver fødevarestandarder. Og de amerikanske hormonbøffer overtrådte ikke grænsen. Fem ud af de seks væksthormoner man bruger er naturlige væksthormoner, blandt andet det mandlige kønshormon testosteron. Og man kan ikke måle forskel i kødet, da den naturlige svingning i forvejen er høj – og i øvrigt for testosterons vedkommende hænger sammen med aggressiv adfærd. Derfor tabte EU.

Men pointen er, at før dommen var der ingen der interesserede sig for Codex Alimentarius – for alle politikere troede at vi blot kunne gøre som vi ville. Men det kan vi ikke mere – og efter dommen er der pludseligt mange politikere der interesserer sig for Codex Alimentarius.

Det er den politiske effekt af frihandel. Og det er den aller vigtigste. På højrefløjen går man ind for frihandel fordi man tror det vil gøre os alle rigere og gladere. Men sådan er det ikke. Der er både tabere og vindere ved frihandel. Taberne findes blandt syerskerne i Herning, Sukkerroeavlerne på Lolland – og her i området – og blandt nogle af verdens aller fattigste lande, der ikke har noget at handle med. De økonomiske effekter er overvurderede.
Men de politiske effekter af frihandel er undervurderede. Frihandel tvinger os til at samarbejde. Når vi ikke bare kan holde verdens problemer ude ved landegrænserne så bliver vi nødt til at samarbejde om at løse dem.
Den effekt har også været tydelig i Europa. Etableringen af det indre marked virkede som en løftestang for den politiske harmonisering på andre områder. Da først virksomheder og forbrugere oplevede, hvor besværligt det var med forskellige standarder i forskellige lande - og da først nordeuropæiske virksomheder så, hvordan deres sydeuropæiske konkurrenter ikke overholdt de samme miljø og arbejdsmiljøstandarder - så kom der gang i harmoniseringen og udviklingen af de fælles spilleregler. Det indre marked gav med andre ord et automatisk pres for samarbejde og fælles standarder.

Den samme effekt er, desværre alt for langsomt, ved at vise sig globalt.
Det andet hormonsagen illustrerer, er hvordan et bindende internationalt samarbejde skal laves. Der skal være klare regler, domstole og sanktioner mod de lande der overtræder reglerne. Sådan er det i WTO. EU fik tre muligheder efter sagen – enten kunne vi lave reglerne om og tillade salg af hormonbøfferne. Det ville vi ikke. Mulighed to var at betale kompensation til amerikanerne ved at give dem lov til at sælge nogle andre landbrugsprodukter, soja, majs eller grisekød til os. Men det ville vi heller ikke. Den tredje mulighed er at blive straffet. Og det blev EU. Derfor fik amerikanerne lov til at holde en række europæiske produkter ude, og de produkter de valgte var selvfølgeligt især varer som Rødvin og Roquefort Ost fra Frankrig, som var det mest genstridige EU land. Hvilket igen fik den sydfranske landmand, Jose Bové til at blive så sur på amerikanerne så han tog sin lille Massey Ferguson traktor og kørte direkte ind gennem en McDonalds butik i det sydlige Frankrig.

Det var i øvrigt – set fra Globaliseringen – var en meget spøjs aktion, da det vidste sig at de mennesker der arbejdede i butikken var franskmænd, kødet til burgerne var fransk, bollerne og salaten var fransk. Men traktoren var amerikansk. Så hvem der angreb hvem, kan man jo diskutere.

Men det var blandt andet hormonsagen og Jose Bove som var med til at starte de globale protestaktioner mod WTO. Og jeg har set Jose Bove til topmøde i WTO i Seattle, hvor han slæbte rundt på en stor Roquefort ost som han personligt havde taget med ind i USA, fordi han var så sur over hormonsagen.

Men det vigtige ved sagen var både at den viser den politiske effekt af frihandel – frihandelen der tvinger os til at samarbejde – og at den viser hvordan et bindende internationalt samarbejde kan etableres. Internationalt er jeg derfor optaget af at gøre for verden, hvad vi har gjort for Europa. Vi skal binde verdens lande sammen gennem handel og økonomisk samarbejde – og bruge det som en platform for at sikre freden, stabiliteten – og velstanden og venskabet. Det skal vi kæmpe for, langt mere end vi gør i dag.

Når man ser på den seneste udvikling – og de forfærdelige menneskelige katastrofer og lidelser - i Mellemøsten, Irak, Nordafrika og i går de næsten ubærlige følger af terrorangrebet i Tjetenien, så viser det at den hårde, konfrontatoriske sikkerhedspolitik ikke virker. Men det bliver også chokerende klart hvor markant vi har fejlet i den bløde sikkerhedspolitik, som vi har talt om i årtier, men uden for alvor at gøre noget ved det.
Det bliver chokerende klart hvilken kolossal fejl det har været at vi nu i 50 år har holdt landbrugsprodukter, tøj og tekstiler fra regionen uden om Europa ude med et væld af beskyttelsesordninger. Produkter der, hvis de var blevet lavet i de arabiske lande kunne have skabt hundredtusinder af arbejdspladser, kontakter, samarbejde, kendskab.

Vi har altid talt om den bløde sikkerhedspolitik, men i virkeligheden har vi aldrig gjort noget ved det. Importen af kartofler fra Algeriet er underlagt bestemte bånd med hensyn til årstid og friske citroner må kun sælges til bestemte minimumspriser. Tomater fra Marokko må kun sælges i bestemte mængder i bestemte måneder i løbet af den europæiske vinterperiode og til en bestemt minimumspris. Imens går hundredtusinder af unge mænd rundt i de arabiske lande uden arbejde, uden fremtid, uden muligheder. Det fører til frustration, og i værste fald fanatisme og fundamentalisme.

Heller ikke de folkelige kontakter har vi satset på. Det første danske NGO projekt i Egypten blev godkendt af Danida i år 2002. Det burde have været 50 år tidligere. Måske ville det ikke være hjulpet – men vi har stort set ikke prøvet. Vi har fejlet massivt når det gælder den bløde sikkerhedspolitik.
Det var lidt om det internationale. Nu lidt om det lokale.

Jeg er vokset op i Vestsjælland – mere præcist på et husmandsbrug i Tornved nede på kanten af Åmosen. Min uddannelse startede på Svinninge gården, hvor jeg har været landbrugselev. Den tid har jeg stadig gavn af. At vide hvad det vil sige at køre gylle ud, samle sten eller stå op kl. halv fire om morgenen og malke 90 køer giver en platform, der gør det muligt at diskutere med landmænd – også om den urimelige og forkerte europæiske landbrugspolitik, som jeg har været blandt en af de markante kritikere af. Det er jeg stadig selv om vi nu har et lille landbrug med 60 tønder land, seks forskellige støtteordninger og salg af økologisk fårekød og shetlandsponier.

Efter et halvt år som landbrugselev blev jeg uddannet som agronom på Landbohøjskolen men med stor hovedvægt af kemiske fag – alt fra organisk kemi til geologi. Den naturfaglige baggrund har jeg ofte brug for. I min tid på landbohøjskolen studerede jeg alt fra nitratudvaskning fra jord, iltsvingninger i danske vandløb, rensning af røg fra kraftværker og i øvrigt også økologisk landbrug. Den viden har jeg ofte gavn af i miljødebatten og landbrugsdebatten herhjemme. I den tid var jeg aktiv i Radikal Ungdom siden blandt andet i en lille miljøgruppe der mødtes med både Lone Dybkjær mens hun var miljøminister og med David Rehling, der var direktør i Danmarks Naturfredningsforening. De to var nemlig ikke altid på talefod, og vi blev en slags budbringere. Når vi mødtes med Lone Dybkjær spurgte hun ”hvad siger han om mig” og når vi efterfølgende mødtes med David Rehling sagde han ”hvad siger hun om mig. Men vi lavede mange ting – blandt andet en landsdækkende undersøgelse af kommunernes affaldshåndtering og pressede på for mere og bedre affaldssortering og behandling.

Men lige før jeg forsvandt helt ned i bunden af et reagensglas på Landbohøjskolen, skiftede jeg fag, og tog en Ph.D. i International Økonomi, hvor jeg blandt andet arbejdede med globale økonomiske modeller i Verdensbanken i Washington i et år. Det var hårdt arbejde, jeg måtte jo nærmest starte forfra. Men det gjorde jeg fordi jeg i min fritid blev mere og mere optaget, for ikke at sige opslugt, af frivilligt arbejde i en række små danske u-landsforeninger, hvor vi importerede kaffe, prøvede at gøre noget ved den ulige verdenshandel og i øvrigt endte med at starte Max Havelaar bevægelsen i Danmark.

Derefter var jeg adjunkt på Økonomisk Institut på Københavns Universitet, og blev så, med et mellemspil som journalist på Danmarks Radio, som lektor i International Økonomi på Landbohøjskolen. Derefter havde jeg et par år, med min egen rådgivningsvirksomheder - og tre forskellige bogprojekter. I dag er jeg International Chef i Folkekirkens Nødhjælp.

Med i alt 25 års uddannelse og over 10 år som aktiv underviser på forskellige universiteter, Landbohøjskolen, Roskilde Universitetscenter, Økonomi og Statskundskab på Københavns Universitet, kan man jo ikke lade være med at interessere sig for vores uddannelsessystem.
Her er jeg bange for at vi bevæger os i en forkert retning i folkeskolen. Med landsdækkende test i lavere og lavere klassetrin, eksamensresultater på internetttet og nu det sidste - et karaktersystem for skolerne afhængig af eksamensresultaterne.

Det er fuldstændig som at se USA for 20 år siden. I 1983 blev der i USA lavet en undersøgelse af færdighederne hos skoleelever. Den viste, at de amerikanske børn sakkede bagud i forhold til børn i andre lande. Derefter gik der panik i de amerikanske politikere. Det tog fart under George Bush Sr., og er accelereret endnu mere med George Bush Jr.

I dag skal alle børn fra og med 3 klassetrin gennem standardiserede eksamener. Hvis eleverne, lærerne eller skolerne ikke når bestemte resultater, falder der en straf. Skolerne kan blive lukket, lærerne fyret og eleverne degraderet til lavere klassetrin. Lykkedes det, er der præmier. Det skal motivere både skoler, lærere og elever. Men gør det så det. Bliver de amerikanske børn klogere?

Svaret er nærmest nej. En række studier har vist, at hvis man bruger andre eksamensformer end standardeksamenerne så er eleverne ikke blevet bedre. Konklusionen er, at fremskridtene skyldes, at eleverne blev trænet i præcis den slags eksamener, samt at flere og flere dårlige elever blev udelukket fra eksamenerne begrundet i handikap eller dårlige engelskkundskaber. Eleverne var ikke blevet klogere.

Men undervisningen i USA har ændret sig. En landsdækkende undersøgelse viste, at næsten 80% af lærerne brugte en betydelig del af tiden på at lære eleverne at gå til eksamen – ”teach to the test”. Eleverne bliver i stigende grad terpet i pensum i stedet for at lave selvstændige opgaver, gruppearbejde og bruge problemorienterede metoder. Både lærere og elever mister motivation og gejst. Flere og flere lærere gribes i at snyde i et forsøg på at få bedre eksamensresultater.

De amerikanske erfaringer viser, at flere eksamener ikke betyder bedre skoler eller bedre lærere. I stedet er der brug for bedre redskaber, muligheder, materialer, efteruddannelse af lærere, mindre klasser og undervisning der får børnene til at føle glæde og spænding ved at lære. Eleverne skal lære for livet – ikke for eksamen.

Selvfølgeligt skal børnenes færdigheder løbende afprøves. Det gør danske lærere også. Der øves diktater, laves spalter og udfyldes skemaer for at se, om børnene har det godt og fungerer i klassen. Og resultaterne skal diskuteres med forældrene og blandt lærerne. Men vi må ikke tage skridtet videre og indføre eksamener i 3 klasse, straf og præmier. Så dræber vi gejsten og motivationen i vores skoler. Det er desværre det, regeringen er på vej til. Der styres, strammes op og stilles rigide krav. Testtyranniet breder sig. I USA startede det for 20 år siden. I Danmark er det først for alvor startet.

I stedet skal vi kæmpe for at bevare gejsten og motivationen i vores skoler – både hos børn og lærere. Vi skal styrke selvtilliden og selvværdet hos den enkelte elev. Vi skal bevare den sociale sammenhængskraft, demokratiforståelsen og gruppefølelsen. Det er styrken i det danske undervisningssystem. Modsat amerikanerne. Da vi havde børn i børnehave i USA oplevede vi hvordan de skiftede hold og venner tre gange i løbet af et år. Det gør børn rodløse og venneløse. I Danmark har mange voksne stadig venner som stammer helt tilbage fra folkeskolen – ja endda fra børnehaven. Det skaber sammenhæng og solidaritet i vores samfund.
Det var et par af de emner jeg ville berøre.

Jeg har været medlem af Radikale ungdom og det Radikale Venstre i omkring 20 år – halvdelen af mit liv. Jeg var aktiv i Radikale Ungdom, men var så mere passiv i de år hvor jeg var aktiv i de danske folkelige organisationer. De sidste år har jeg været mere aktivt med og blandt andet været pennefører på en række resolutioner og på fire større politiske udspil.
Det første udspil var den Globale Ramme, hvor det bliver slået fast, at det er Radikale Politik at give 1% af vores bruttonationalindkomst til at bekæmpe fattigdommen og yderligere 0,5 % til de globale offentlige goder, der gavner os alle, som netop fred, bedre miljø eller forskning i for eksempel vacciner mod Malaria eller AIDS.

De næste udspil jeg var med til at udforme var et reformprogram for et bedre og stærkere FN, med ikke mindre end 54 konkrete forslag og et forslag om en ny Demokratifond.
Endelig har jeg skrevet et udspil om Christiania, som lagde op til at nytænke fristaden og skabe et område i København, hvor der var plads til at være anderledes, men hvor der også skulle tages bedre hånd om dem, der har det svært.

De tre udspil er alle blevet til Radikal politik, de er blevet adopteret af folketingsgruppen og har alle ført til konkrete politiske forslag i folketinget.
Endelig har jeg været en af to penneførere på et nyt udspil til en samlet Radikal integrationspolitik, med en lang række konkrete forslag til at forbedre integrationen. For modsat hvad regeringen siger, så går det ikke godt med integrationsarbejdet i Danmark. Ikke mindst den lave starthjælp skaber fattigdom og frustrationer, den giver social isolation, klientgørelse og afhængighed – og den modvirker integrationen. I min tid som formand for Mellemfolkeligt Samvirke stod jeg i spidsen for en kampagne at få afskaffet den lave introduktionsydelse. Det lykkedes. Thorkild Simonsen gav sig. Men den borgerlige regering har genindført princippet om, at de nye borgere skal have en markant lavere ydelse end kontanthjælpen. Det er en forkert politik.
Det var lidt om mine politiske ideer og om det konkrete politiske arbejde jeg har udført det sidste års tid.

Grunden til at jeg er medlem af Det Radikale Venstre er fordi det Radikale Venstre kombinerer frisind med forståelse, lighed med liberalisme, tolerance med tillid og det lokale med det globale. Min vision for vores kære parti, er at vi skal være mere liberale end det liberale parti, Venstre, mere sociale end det sociale parti Socialdemokratiet, og mere internationale end alle de øvrige partier til sammen.
Tak for ordet.