|
|
Af:Christian Friis Bach
2010-04-23: Indlæg i Mandag Morgen, mm.dk
Én milliard mennesker der sulter og en stadigt stigende befolkning udgør et markant udfordring for verdens fødevareforsyning. Den største udfordring af alle.
Men sult og fødevaremangel er også blevet en bekvem undskyldning. For fortsat landbrugsstøtte i de rige lande. For genmodificerede afgrøder med snævert fokus på udbytte. For oppløjning af brakjord og nedbrydning af muldlaget.
Det holder dog ikke. Vi løser ikke verdens fødevareproblemer ved at producere hvede i Vestjylland og majs i Michigan, og så sende det til Afrika. Vi løser verdens fødevareproblemer ved at investere rigtigt og langsigtet i fattige landmænd. Verdens sultproblemer er ikke skabt af mangel på mad. De er skabt af mangel på købekraft. Af fattigdom.
Derfor skal vi investere massivt i fattige landmænd, eller snarere landkvinder, især i Afrika. Frem for at satse på eksport af europæiske og amerikanske landbrugsvarer til verdens fattige lande burde vi eksportere den europæiske og amerikanske landbrugspolitik. Ikke de skadelige dele af den, men de dele der for alvor hjælper med at opbygge en stærk landbrugssektor. Investeringer i rådgivning, forskning, uddannelse og infrastruktur. Her kan danske landmænd, landbrugsvirksomheder og universiteter gør en forskel. Støtte til såsæd og kunstgødning til de fattigste landmænd. Det sidste har de gjort i Malawi, og det har på få år forandret landet fra fødevareimportør til eksportør. Det har givet vækst, mindre fattigdom, flere arbejdspladser og flere fødevarer. Mindre sult.
Det samme skete i Kina. Mange tror, at industrialisering og eksport var drivkraften bag de imponerende resultater Kina har fremvist, når det gælder fattigdomsbekæmpelse. Det var det ikke. Det var den kinesiske landmand. ¾ af de omkring 400 millioner kinesere, der har forladt fattigdommen, gjorde det i perioden fra 1981-1987. Det var længe før industrialiseringen og eksporteventyret satte ind. Baggrunden var en række modige landbrugsreformer, der øgede støtten til og mulighederne for den fattige kinesiske landmand. Det virkede, og det var helt afgørende for det kinesiske vækstmirakel. Den slags systemeksport kan Danmark og dansk landbrug blive gode til.
Det kan også give et bidrag til at løse klimaproblemerne. Landbruget udgør på samme tid et stort problem i den globale opvarmning, og en afgørende del af løsningen på den globale opvarmning. Ændrede dyrkningsmetoder kan medvirke til at binde og ophobe organisk materiale i top-jorden og indfange CO2. Helt som forkerte dyrkningsmetoder vil brænde det organiske materiale af. Skyggetræer, dækafgrøder, direkte såning og rigtig brug af organisk gødning hjælper. Men det koster i tid og kræfter. Derfor skal vi - helt som vi gør i Europa - til at betale fattige landmænd for at give et bidrag i klimakampen. Det haster.
Genteknologien kan også bruges. Hvis den bruges rigtigt. Genteknologien har vist sig hverken at være en revolution, der løser alle verdens sultproblemer eller en katastrofe med massive miljø og sundhedsproblemer. Sandheden er langt mere nuanceret. Genteknologien kan hjælpe med at udvikle tørkeresistente kornsorter og robuste planter. Det får vi brug for. Men det bekymrende er, at tendensen går mod et stadigt mere snævert ejerskab – patenter på planter, gener og metoder, snærende sortsbeskyttelsesregler. Danske landmænd blev rige gennem fri og offentlig tilgængelig landbrugsforskning. I dag ejes de nye plantesorter af få meget store forædlingsvirksomheder. Dermed forsvinder fidusen for de fattige landmænd. Og forskningen målrettes mod planter der er resistente mod sprøjtemidler og som kræver store mængder kunstgødning. Der er ingen virksomheder, der for alvor satser på at udvikle en tørkeresistent hirse-sort. Derfor har vi brug for langt mere offentlig forskning. Vi har brug for forskning målrettet mod og udviklet sammen med fattige landmænd. Vi har brug for et opgør mod det snævre ejerskab.
Hvad skal der så blive af dansk landbrug? Vi skal producere bulk-økologi. Økologi i store pakninger og af høj kvalitet til verdens mellemklasse-børnefamilier. Den økologiske lillebror-ost. Vi kan aldrig konkurrere med Frankrig når det gælder de specialoste med geografiske stednavne. Vi kan ikke konkurrere med Spanien og Italien indenfor specialpølser med stærk smag. Vi kan ikke konkurrere med Brasilien, Kina og USA når det gælder pris og masseproduktion. Men vi kan satse målrettet på rene og sunde fødevarer. Økologi i store mængder og i store pakninger. Det giver mening. Det vil give markeder.
Og så skal vi re-nationalisere den rest af den europæiske landbrugspolitik der bliver tilbage – efter at vi har eksporteret det meste til Afrika - og give de enkelte lande mulighed for at forfølge nationale målsætninger i landbrugsområderne. Miljø og natur. Kultur og egnsudvikling. Det skal ske under skrappe og stramme WTO regler. Nationaldragter og læhegn styres bedst af nationalstaten. Handelsregler og landbrugsstøtteregler forvaltes bedst af WTO. Der er ingen rolle tilbage for EU, uanset hvor meget jeg sympatiserer med projektet.
Det er mine bud på dansk landbrugs globale og fremtidige rolle. Politik-eksport, forskning og rådgivning, bulk-økologi og egnsudvikling.
Så er den danske ged vist også barberet.
Christian Friis Bach er international chef i Folkekirkens Nødhjælp
Relaterede nyheder:
|
|
|
|
