|
|
Af:Christian Friis Bach
2010-05-27: Blogindlæg på Økobloggen, Fødevareministeriet
Det er i forarbejdning, markedsføring og forbrug, at dansk landbrug for alvor skal sætte ind, hvis visionen om mere økologisk landbrug i Danmark skal blive til virkelighed. Og det er her dansk landbrug har fejlet.
De økologiske produkter er typisk i små portioner i små pakninger med store mængder emballage. De økologiske oste er mellemlagrede og stærke oste i små specialpakninger. De økologiske rugbrød fra Schulstad er kortere end de almindelige rugbrød. I frugtdisken ligger de økologiske æbler og bananer i små pakninger med 4-5 frugter i hver omgivet af store mænger plastik og cellofanbakker. Den økologiske leverpostej kan kun fås i de små stanniolbakker. Sådan bliver det ved. Kun den økologiske mælk, smørret og havregrynene befinder sig i standard – og relativt store – pakninger. Det er dem, der sælger.
En økologisk vandring i et dansk supermarked er derfor en ørkenvandring i dyre produkter i små specialpakninger og med store mængder emballage. Det skaber frustrationer hos selv den mest velmenende forbruger. Men det er en elitær misforståelse. Økologi handler ikke om at produkterne skal være ekstra lækre, sunde eller eksklusive ud over, hvad økologien selv tilbyder. Økologi handler om, ja netop, økologi og dyrevelfærd.
Derfor skal strategien for forarbejdning, markedsføring og forbrug af økologiske landbrugsvarer lægges helt om. Der skal satses på ”bulk-økologi”: Økologi i store pakninger målrettet mod børnefamilierne. Den økologiske lillebror-ost. Prisbilligt og effektivt.
Dansk landbrug kan aldrig konkurrere med Frankrig når det gælder de specialoste med geografiske stednavne. Vi kan ikke konkurrere med Spanien og Italien indenfor parmaskinke og specialpølser med stærk smag. Vi kan ikke konkurrere med Brasilien, Kina og USA når det gælder pris og masseproduktion. Men vi kan satse målrettet på rene og sunde fødevarer. Økologi i store mængder og i store pakninger. Det giver mening. Det vil give markeder.
Det er produkter som Uganda-yoghurten fra Thise som på genial vis kombinerer økologi og etik, fair trade. Omkostningsbevidst, indpakningsbevidst økologi og etik målrettet mod familierne som vil have store pakninger til rimelige priser. På det marked vil vi være stort set helt alene.
Skal det lykkes, kræver det dog en bevidst satsning og strategi ikke mindst fra de danske fødevaregiganter. Det handler om kreativitet, nye ideer, ny produkter. Men det vil samtidig være en strategi som passer fint til det, måske eneste, dansk fødevareproduktion er kendt for, nemlig rene og – indimellem – sunde fødevarer.
Potentialet er enormt. Det økologiske marked er blevet til en seriøs forretning – og en seriøs forretningsmulighed. Det eneste, det kræver, er at de danske landmænd og de store danske fødevareproducenter også lukker øjnene op. Det er på høje tid.
Kom så med den økologiske lillebror-ost.
Se bloggen på www.okobloggen.dk/post/Den-c3b8kologiske-lillebror-ost.aspx
Christian Friis Bach er international chef i Folkekirkens Nødhjælp og fritidslandmand
Relaterede nyheder:
|

|
|
|