|
|
2010-06-23: Båltale til Sankt Hans aften i Ganløse
Båltale til Sankt Hans aften i Ganløse ved Christian Friis Bach
Arrangeret af Ganløse Bylaug sammen med Badevennerne.
Mange tak for invitationen, til at holde båltalen til det efterhånden traditionsrige Ganløse Sankt Hans bål. Endda på en pragtfuld dansk sommeraften.
Der er mange, der tror at Sankt Hans er et levn fra fortidens hekseafbrændinger. At vi I aften fejrer et skummelt, grusomt, blodigt, kvindeundertrykkende og middelalderligt ritual, når vi om lidt tænder bålet og brænder heksen af. Men det er forkert.
Sankt Hans er i virkeligheden en multietnisk og multikulturel begivenhed – et sammensurium af tre forskellige traditioner. Det er kombinationen af gamle danske båltraditioner, kristne ritualer og så lidt inspiration fra syd.
Det at tænde bål er en gammel midsommertradition. Vi fejrer lyset, varmen, midsommeren, og så forsøger vi – ikke at brænde hekse af – men at skræmme hekse og onde ånder væk. Det er den ene historie bag Sankt Hans aften.
Den kristne islæt kommer selvfølgeligt fra Johannes Døberen – det er jo ham, vi fejrer Sankt Hans aften, ligesom vi til Juleaften, som burde hedder Jesus Aften, fejrer Jesus. Og Johannes Døberen var en ganske fredelig mand, der døbte Jesus.
Det sidste islæt nemlig heksen, kommer efter alt at dømme fra Tyskland. Det var nemlig en flok tyske indvandrere, der for omkring 100 år siden fandt på at brænde en dukke af, som symbol det onde.
Det er derfor ikke en gammel dansk tradition fra fortidens hekseafbrændinger. Det er en multireligiøs, multietnisk, multikulturel og multinational tradition. Husk at heksen flyver helt til Bloksbjerg i Tyskland. Men selv om Sankt Hans ikke er en rendyrket dansk opfindelse er det blevet noget af det ypperste blandt de danske traditioner.
Det vi sender af sted på bålet i aften er derfor ikke en heks. Det er et symbolsk heks. Et symbol på det onde, på frygt og fjendebilleder.
Den frygt har jeg gennem mit arbejde i Folkekirkens Nødhjælp desværre oplevet mange steder i verden. For godt et halvt år siden gik jeg en tur med en ældre mand i Congo, ud for at se hans marker. Imens fortalte han om tiden under krigen – for kun få år siden. Den krig som bliver betegnet tredje verdenskrig fordi over 10 lande var involveret i en blodig krig inde i Congo, hvor millioner af mennesker døde. Han fortalte om frygten, og om flugten fra vold og mord ud i skoven, hvor de levede i fem år.
Jeg har mødt Karenerne i Burma, der med frygten i øjnene fortalte om den brutale undertrykkelse de oplever fra militærjuntaen. Jeg har set frygten for sult, for oversvømmelse, for overgreb. En frygt, der ofte kan føre til nye fjendebilleder og til ufred. Det er den onde cirkel.
Frygten har desværre også en plads i Danmark og fjendebillederne trives. Frygten for det fremmede. Frygten for ufred. Frygten for forandringer. Frygten for finanskrisen. Frygten for at det land, vi bor I, langsomt vil forsvinde. Frygten for, at vi i morgen taber i fodbold til Japan. Selv om den frygt er af en lidt anden karakter. Det samme gælder frygten for at Ganløse Svømmebad bliver lukket i de kommende budgetforhandlinger i kommunen. Som gammel badeven vil jeg gøre, hvad jeg kan, for at undgå at det sker.
Men frygten er der. Det gælder også frygten for det fremmede. Den frygt skal vi bekæmpe.
Den frygt kan vi sagtens bekæmpe. Men vi kan ikke gøre det med fjendebilleder og ufred. Vi kan kun bekæmpe frygten med fred og fællesskab. Ikke kun med hinanden, men med alle der bor i Danmark eller besøger Danmark. Med hele verden. Det er Sankt Hans aften det fornemmeste symbol på.
Det er derfor frygten og fjendebillederne, vi skal sende af sted til Bloksbjerg. Og det vi står tilbage med når heksen er taget af sted er varmen og lyset fra bålet. Vi står tilbage med gode venner og naboer. Med fred og fællesskab. Og så står vi tilbage med skumfiduser og snobrød vil nogen af børnene måske tilføje.
Den skønneste krans, bli'r dog din Sankte Hans! Den er bunden af sommerens hjerter, så varme så glade, lyder det i midsommervisen.
Men Holger Drachmann advarer os "hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde." Men de hekse og trolde er ikke vores naboer, det er ikke tilflyttere, fremmede eller flygtninge. Det er heller ikke byrådspolitikere. Heksene og troldene er de mørke sider af os selv. Det er ondskab, fjendskab og fjendebilleder. "Vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans", fortsætter Drachman. Men som han så smukt siger det, så kan freden "kun vindes, hvis hjerterne aldrig bli’r kolde".
Derfor skal vi invitere hele verden med rundt om det danske Sankt Hans bål. Og heksen vi brænder af skal ikke være en heks, men frygten og fjendebillederne. Vi tænder bålet mod ufredens ånd, som det også lyder i midsommervisen.
Sankt Hans aften minder os derfor om det kritiske valg: Varme og fællesskab overfor frygt, fjendskab og fjendebilleder. Vi har forvandlet fortidens hekse til nutidens tøjdukker. Vi har forvandlet fortidens fjendskab og ophidsede heksejagt, til en aften med varme, fællesskab, fællessang, folkelighed – og skumfiduser. Det er den forvandling Sankt Hans skal minde os om. Det er ikke fortidens blodige heksejagte, vi mindes i aften. Det er nutidens fred og fællesskab vi fejrer med Sankt Hans aften. Vi skal finde freden ved at varme os i fællesskabet sammen – her rundt om bålet.
Derfor lad os tænde bålet, synge Midsommervisen og sende frygt, fjendebilleder og ufred af sted til Bloksbjerg.
Rigtig god Sankt Hans aften til jer alle.
Relaterede nyheder:
|
|
|
|
