|
|
Af:Christian Friis Bach
2010-03-31: Debatindlæg bragt i Lokalavisen Ugenyt og Frederiksborg Amts Avis
Skovbørnehaven har de sidste uger været ude i et regulært stormvejr. Nu er der kaldt til tænkepause, og det er en rigtig beslutning, som jeg også argumenterede og stemte for på økonomiudvalgsmødet.
Jeg er nemlig sikker på, vi kan finde en god model og fortsætte skovbørnehaven. Det afgørende er, at enhver anden løsning vil blive dyrere for kommunen.
Der har været meget debat om tallene. Men de er i virkeligheden meget enkle. Der er kun tre modeller:
- Lukke skovbørnehaven og optage børnene i kommunens institutioner. Pengene følger barnet og det vil koste ca. 52.500 kroner pr barn (plus udgifter til bygninger)
- Give skovbørnehaven et standardtilskud dog korrigeret for kortere åbningstid - det vil koste 40.800 kroner pr barn.
- Imødekomme skovbørnehavens seneste udspil til budget og tilskud (792.000 kroner) dvs. 39.600 kroner pr barn (baseret på 20 børn).
Der er derfor ingen tvivl om, at model 3 er billigst. Vi kan ganske enkelt ikke finde et billigere tilbud i kommunen (al den stund at ingen andre institutioner har nedsat åbningstid). Forældrene er jo meget glade for Skovbørnehaven. Og bemærk at der faktisk er godt 22 børn i gennemsnit i Skovbørnehaven, så det er endnu billigere.
Får Skovbørnehaven så ekstra penge ved model 3? Ja men kun omkring 88.000 kroner. De får i dag 574.000 kroner. Der er faktisk afsat 130.000 kroner i budgettet til bussen. Det giver 704.000 kroner. Forskellen er 88.000 kroner. De 88.000 kroner kan og skal vi finde indenfor det nuværende budget. Og som sagt, gør vi det ikke, så lukker skovbørnehaven, og det vil koste kommunen 350.000 kroner ekstra! Der er ingen model som koster os 0 kroner. Børnene skal jo passes.
Håber dette kan bidrage til en forståelse og en løsning. En lukning kan ikke begrundes i økonomien. Det er det billigste tilbud vi har - selv med ekstra 88.000 kroner. Der kan være andre grunde til at lukke. Men forældre og børn er glade for tilbuddet. Og det er det vigtigste. Derfor skal vi bevare Skovbørnehaven.
Christian Friis Bach er medlem af Kommunalbestyrelsen for Det Radikale Venstre
Relaterede nyheder:
|

|
|
|