|
|
Af:Christian Friis Bach
2010-06-17: Tale ved afskeds-cafe i Folkekirkens Nødhjælp
I de sidste par måneder har jeg cirka en gang om dagen fået en email, hvor der stod at min postkasse var næsten fuld, og at jeg burde foretage mig noget. Den besked har jeg tænkt en del over.
Jeg stopper ikke på grund af utilfredshed eller på grund af et andet arbejde. De godt fem år i FKN har været de bedste fem år i mit arbejdsliv. Jeg har nydt hver eneste dag. Lært meget, været omgivet af engagerede og fantastiske kollegaer i Danmark og i hele verden. Det har været en fornøjelse ud over det sædvanlige. Men min postkasse er blevet lidt fuld. Og man skal indimellem huske at stoppe mens legen er god. Og det har legen været og det er den stadig. Og så trænger jeg måske lidt til igen at læse bøger og rapporter og fordybe mig i fagligheden, familien og fritidslandbruget. Til lidt ro og eftertanke. Det kan være svært at nå i jobbet som international chef.
Der har været stærke indtryk fra hele verden. Landmanden med medlemskortet i Etiopien, den travle landsbysekretær i Cambodia, børnene der gravede efter drikkevand i et udtørret flodleje i Sudan, hvor vi sov under åben himmel og nød stjernernes storhed; den succesrige landkvinde der dyrkede tobak i Malawi, den intense diskussion om homeseksualitet i kirken i Tanzania, det nedslidte plejehjem og ældregrupperne i det Kirgistan som i disse dage hærges af blodige optøjer, besøget hos pygmæerne i Congo hvor man både kunne se, høre og lugte den ekstreme fattigdom; stemningen af frygt for klyngebomber og krig hos lokalbefolkningen i Libanon; beretningerne om undertrykkelsen af karenerne i Burma og kontrasten til griskhed og grådighed hos den berygtede forretningsmand Tee(Tay)Za. De prostituerede kvinder på gaden i Sankt Pedersborg, der stod i 15 graders frost i alt for lidt tøj, dopede af heroin og ventede på at den næste mand skulle komme forbi misbruge dem. Familien Das der havde mistet deres hjem og jord fire gange, men fortsatte kampen mod klimaforandringerne i Sundarbans deltaet i Indien.
Det er barske billeder. Det er derfor, vi er her. Det er for de mennesker, vi kæmper. Det er de mennesker, vi kæmper sammen med.
Der har også været sjove oplevelser, der kaldt smilet frem. De 50 lokalansatte fra hele verden der dansede og sang deres hjemlands vemodige sange ude i vores lade på gården. Roskilde Festival hvor vi stod i mudder til halsen, men holdt humøret. Der var den gang vi – for tre år siden – spillede Kongespil i ledergruppen – pigerne mod drengene – med exceptionelt højt engagement og hvor pigerne endte med at vinde – noget jeg i øvrigt stadig har en lettere depression over. Turen til Burma hvor Jonas og jeg ville leje dybdeborende og afslørende journalister og fik en taxa til at følge efter en lastbil med tropisk tømmer, blot for at opleve at chaufføren 200 meter længere henne holdt ind til siden og gik ind og spiste frokost, og så sad vi der med alle vores talenter. Der var – og den historie har mange af jer hørt - det lille hotel i Congo, hvor Peter Bo – undskyld Peter Bo – og jeg boede to gange og hver gang vi modtog vores regninger, stod der Monsieur Christian på min og på Peter Bos stod Pita Butt. Det har vi så kaldt ham lige siden – og det er også meget mere mundret. Peter Bo. Pita Butt. Der var den søde og velmenende dame, der forleden ringede ind fordi hun havde indsamlet nogle brugte brystproteser og ville høre om vi kunne hjælpe med at sende dem til Uruguay. Der er rigtig, rigtig mange gode minder – og mange der kalder smilet frem.
Men det har også været en travl tid. Over 1200 arbejdsdage – af de formelle – omkring 50.000 modtagne og arkiverede emails, som jeg stadig har, tusinder af møder, hundredvis af foredrag. Og ofte lange dage. Kommer der er dag et VM i hurtigløb med kontorsko og rygsæk på distancen herfra og op til S-toget ved Nørreport, så stiller jeg op.
Vi har skabt mange sejre og solide fremskridt sammen. Det har været fem travle, hektiske, udfordrende – men bestemt gode år og Folkekirkens Nødhjælp er i dag solidt rustet til fremtiden – både når det gælder visioner, planer, strukturer, medarbejdere, politikker, partnere og profil. Overalt har Folkekirkens Nødhjælp de sidste år skabt markante og synlige fremskridt i arbejdet for verdens fattige mennesker.
Jeg har lært rigtig meget om ledelse. På godt og ondt. Beklager til alle jer, der undervejs har været forsøgskaniner. Da jeg i et radioprogram om ledelse for nylig skulle opsummere, hvad jeg har lært endte det på tre principper. Klare værdier og visioner, udstrakt tillid, og ekstrem åbenhed. Dermed ikke sagt at jeg har levet op til det. Men det er de ledelsesprincipper, jeg tror på.
Det har været et arbejde, der i den grad har båret lønnen i sig selv. Det har der måske også været nødvendigt. Med næsten klinisk præcision ramte jeg de fem år i FKN, hvor der ikke var lønstigninger i staben – men som Henrik sagde, til en julefrokost for et par år siden – ”husk nu frugtordningen”. Og jeg klager bestemt ikke. Efter tyve år som frivillig i en stribe foreninger, har jeg været glad for at have fået løn for at lave det, jeg brænder for.
Det er en rigtig beslutning at stoppe nu og give plads til nye kræfter, nyt engagement. Men det er også trist. Og jeg ved, at jeg efter få dage vil fortryde og længes tilbage. Men jeg føler ikke, jeg forlader Folkekirkens Nødhjælp. Jeg har meldt mig som frivillig aktivist, og håber jeg kan bakke op, hvor der er brug for det. Og jeg glæder mig til at kaste mig endnu mere over de innovationsprojekter med private virksomheder, som vi har kørt de sidste år. I slipper ikke helt. Jeg vil fortsat rende forvirret og lettere ufokuseret rundt. Som Jørgen Thomsen og jeg blev enige om i går. Når vi en gang skal pensioneres vil vi mødes og sige: fokuseret var det måske ikke. Men vi gjorde fremskridt.
Selv om jeg fortsat vil komme forbi, vil jeg alligevel bruge lejligheden i dag til at sige mange, mange tak. Til styrelse og råd for gode debatter og solid opbakning, til Henrik og til verdens bedste stab for fantastisk samarbejde og samvær, til Gitte, Lisa, Klaus og alle de andre enestående og dybt engagerede kollegaer i international afdeling – ude og hjemme og i hele Folkekirkens Nødhjælp. Til de engagerede og heldigvis ofte provokerende frivillige, til samarbejdskontakter, foreninger, organisationer, virksomheder. Til alle.
Tak for godt fem fantastiske år. Ønsker det aller bedste for Folkekirkens Nødhjælp.
Og ved heldigvis, at vi kommer til at ses igen.
Relaterede nyheder:
|
|
|
|
