Det globale landbrug

Af:Christian Friis Bach
2010-06-04: Tale ved åbningsfrokosten, Roskilde Dyrskue

Indlæg ved åbningsfrokosten
Roskilde Dyrskue 2010
Christian Friis Bach, internationale chef i Folkekirkens Nødhjælp og adjungeret professor ved Københavns Universitet/LIFE

Tak for invitationen til at deltage og tale ved den traditionsrige frokost her ved dyrskuets åbning. Det er et privilegium og en ære – også selv om jeg godt ved, jeg ikke stod øverst på listen og er med på et afbud. Men jeg vil ydmygt forsøge at udfylde rollen som afløser.
Det gør jeg med glæde. Ikke mindst fordi jeg igennem snart 40 år er kommet på Roskilde Dyrskue som udstiller – først med mine forældre og i de sidste 10 år med egne dyr. Vi har været her både med heste, hereford og suffolk får. Det har været årets udflugt og ferie for hele familien.
Det jeg vil tale om, er de kolossale, svære men også spændende udfordringer landbruget i Danmark og i verden står overfor i de kommende år.
I år 2050 skal godt 9 milliarder mennesker have mad – og gerne sund og solid mad – samtidig med at betingelserne for at drive landbrug kan være forandret - temmelig markant endda - af den globale opvarmning. Teknologisk vil genteknologien have skabt nye muligheder men med sikkerhed også en stribe nye etiske og praktiske udfordringer. Og dansk landbrug vil være i en endnu mere barsk og brutal international konkurrence end i dag.
Det er den korte udgave af udfordringen. Det er den udfordring, jeg vil tale om.
Den gode nyhed er at verdens landmænd godt kan producere mad til over 9 milliarder mennesker. Det viser en række rapporter – herunder en helt ny rapport fra FAO. Men skal det lykkes skal der investeres langt mere markant i landbrugsudvikling i de kommende årtier. Der skal i hvert fald investeres en halv gang mere end i dag – og i verdens fattigste lande skal der investeres mange gange mere end i dag. Men gør vi det rigtigt, kan vi både skaffe mad nok, vi kan bekæmpe fattigdommen og sulten, vi kan skaffe arbejdspladser og vi kan ikke mindst skaffe vækst og udvikling.
Derfor skal vi investere massivt i landmænd – eller mere præcist i fattige landmænd og landkvinder, især i Afrika. Vi løser ikke verdens fødevareproblemer ved at producere hvede i Vestjylland og majs i Michigan, og så sende det til Afrika. Vi løser verdens fødevareproblemer ved at investere rigtigt og langsigtet i fattige landmænd. Verdens sultproblemer er ikke skabt af mangel på mad. De er skabt af mangel på købekraft. Af fattigdom. Frem for at satse på eksport af europæiske og amerikanske landbrugsvarer til verdens fattige lande burde vi eksportere den europæiske og amerikanske landbrugspolitik og landbrugsstøtte. Ikke de skadelige dele, men de dele der for alvor hjælper med at opbygge en stærk landbrugssektor. Investeringer i rådgivning, forskning, uddannelse og infrastruktur. Her kan danske landmænd, landbrugsvirksomheder og universiteter gøre en forskel.
Vi kan lære meget af Kina. Mange tror, at industrialisering og eksport af plastikdimser og cowboybukser var drivkraften bag de imponerende resultater Kina har fremvist, når det gælder fattigdomsbekæmpelse. Det var det ikke. Det var den kinesiske landmand. ¾ af de omkring 400 millioner kinesere, der har forladt fattigdommen, gjorde det i perioden fra 1981-1987. Det var længe før industrialiseringen og eksporteventyret satte ind. Baggrunden var en række modige landbrugsreformer, der øgede støtten til og mulighederne for den fattige kinesiske landmand. Det virkede, og det var helt afgørende for det kinesiske vækstmirakel.

Det samme er ved at ske i Afrika. Og det kan ske i Afrika fordi rammebetingelserne for landbruget er blevet markant bedre i takt med at vi har fået børnene i skole, sundhedsklinikker i landsbyerne, veje og infrastruktur på plads - og ikke mindst i takt med at den tidligere negative beskatning af fattige landmænd er holdt op og verdensmarkedspriserne på landbrugsvarer er gået op som følge af fødevareefterspørgslen og som følge af at den skadelige landbrugsstøtte og eksportsubsidierne i de rige lande er blevet mindre.
I Malawi som jeg besøgte for godt et år siden, har man haft succes med at uddele rationeringsmærker til kunstgødning og såsæd til fattige landmænd. Det har medvirket til at Malawi på få år er forvandlet fra et fødevareimporterende til et fødevareeksporterende land. Det jeg husker mest tydeligt fra min tur var en afrikansk landkvinde jeg besøgte, som var et stort smil. Hun tjente penge. Hun tjente godt på at producere tobak, og fordi der var blevet lavet en vej ind til den nærmeste by, kunne hun selv fragte tobakken ind på markedet og få endnu bedre priser.
Det har givet vækst, mindre fattigdom, flere arbejdspladser og flere fødevarer i Malawi. Mindre sult. Og de afrikanske landmænd rykker. Kenya er verdens trediestørste eksportør af afskårne blomster. Væksten i det afrikanske landbrug er over 4 procent om året – langt over det globale gennemsnit på under to. Her kan dansk landbrug og danske landmænd virkeligt bidrage med viden og rådgivning, investeringer og organisering.
Det samme kan danske fødevarevirksomheder. Landbrugsudviklingen er nemlig tæt forbundet med industrialisering og erhvervsudvikling i verdens fattige lande. Sådan var det også i Kina, hvor en bevidst satsning på landbruget og på uddannelse på landet, skabte millioner af små virksomheder i landsbyerne. Sådan har det også været i Danmark. Novo Nordisk startede og voksede for snart 100 år siden på grund af leverancerne af bugspytkirtler fra den voksende svineproduktion. Danisco er i dag en vidtforgrenet og succesrig virksomhed, der er bygget op på grund af den danske sukkerproduktion (og – må man indrømme - de europæiske sukker-subsidier!). Carlsberg byggede på den gode danske maltbyg. De danske fødevaregiganter har både et ansvar og en mulighed når det gælder investeringer i fattige lande og landmænd.
At investere i landmænd kan også give et bidrag til at løse klimaproblemerne. Landbruget udgør på samme tid et stort problem i den globale opvarmning, og er en afgørende del af løsningen på den globale opvarmning. 1/6 af det samlede potentiale til at løse klimaproblemerne findes i verdens landbrugsjord – hos verdens landmænd. Ændrede dyrkningsmetoder kan medvirke til at binde og ophobe organisk materiale i top-jorden og indfange CO2. Helt som forkerte dyrkningsmetoder vil brænde det organiske materiale af. Skyggetræer, dækafgrøder, direkte såning og rigtig brug af organisk gødning hjælper.
Biobrændstof hjælper måske knapt så meget. Det er en god ide at bruge biomasse til direkte opvarmning – det gør jeg også selv i mit stoker-fyr hjemme på gården. Og det er endnu bedre hvis vi taler fjernvarme. Men jeg tror ikke meget på biobrændstoffer som bioethanol og biodiesel. Energieffektiviteten er for lav, vi fjerner organisk materiale fra jorden, klimaeffekterne for lave og vi sætter verdens landbrugsarealer yderligere under pres. Vi skal i hvert fald til at skelne skarpt mellem den gode produktion af biobrændstof og den knapt så gode. Jeg har set et projekt i Kenya, hvor man fik fattige landmænd til at plante Jatropha træer rundt om deres marker. Det kunne både holde elefanterne ude og så kunne landmændene med en lille oliepresse få biodiesel, så de kunne tænde lys om aftenen når ungerne skulle læse lektier. Det var fornuftigt. Knapt så fornuftigt er det med store intensivt dyrkede og statsstøttede majsmarker i USA til bioethanol eller at fælde regnskoven for at plante oliepalmer. Fælder man en skov for at producere biobrændstof vil det tage over 30 år at hente den mængde CO2 hjem gennem produktion af biobrændstof, som man udledte da man fældede skoven.
Det dur ikke. Jeg tror langt mere på at landmændene bidrager til klimakampen gennem ændret dyrkningspraksis – fra skyggetræer til dækafgrøder. Men skal vi få landmænd over hele verden kaste sig ind i klimakampen gennem den måde, de dyrker jorden på og passer deres husdyr på, så koster det i tid og kræfter. Derfor skal vi - helt som vi gør i Europa - til at betale fattige landmænd for at give et bidrag i klimakampen. Det haster. Det skal højt op på dagsordenen i de internationale klimaforhandlinger.
Genteknologien kan også bruges. Hvis den bruges rigtigt. Genteknologien har vist sig hverken at være en revolution, der løser alle verdens sultproblemer eller en katastrofe med massive miljø og sundhedsproblemer. Sandheden er langt mere nuanceret. Genteknologien kan hjælpe med at udvikle tørkeresistente kornsorter og robuste planter. Det får vi brug for. Men det bekymrende er, at tendensen går mod et stadigt mere snævert ejerskab – patenter på planter, gener og metoder, snærende sortsbeskyttelsesregler. Danske landmænd blev rige gennem fri og offentlig tilgængelig landbrugsforskning. I dag ejes de nye plantesorter af få meget store forædlingsvirksomheder. Dermed forsvinder fidusen for de fattige landmænd. Og forskningen målrettes mod planter der er resistente mod sprøjtemidler og som kræver store mængder kunstgødning. Der er ingen virksomheder, der for alvor satser på at udvikle en tørkeresistent hirse-sort til afrikanske landkvinder. Derfor har vi brug for langt mere offentlig forskning. Vi har brug for forskning målrettet mod og udviklet sammen med fattige landmænd. Vi har brug for et opgør mod det snævre ejerskab. Det oprør håber jeg danske landmænd også vil deltage i.
Hvad skal der så blive af dansk landbrug? Ja det har jeg fået lov til at diskutere lidt med blandt andet fødevareministeren på ministeriets øko-blog. Der bliver brug for specialiteter og avanceret produktudvikling. Men mit bud er også, at vi skal producere bulk-økologi. Økologi i store pakninger og af høj kvalitet til verdens mellemklasse-børnefamilier. Den økologiske lillebror-ost. Vi kan ikke, uanset Nomas pludselige succes, konkurrere med Frankrig når det gælder specialoste med geografiske stednavne. Vi kan ikke konkurrere med Spanien og Italien indenfor specialpølser med stærk smag. Vi kan ikke konkurrere med Brasilien, Kina og USA når det gælder pris og masseproduktion. Men vi kan satse målrettet på rene, sunde og grønne fødevarer. Økologi i store mængder og i store pakninger. Det giver mening. Det vil give markeder. Vi skal udvikle et stærkt og prisbilligt brand – Danish Ecology.
Her får vi brug for støtte. Derfor skal vi, i den EU reform der nu skal forhandles, re-nationalisere den rest af den europæiske landbrugspolitik der bliver tilbage – efter at vi har eksporteret det meste til Afrika - og give de enkelte lande mulighed for at forfølge nationale målsætninger i landbrugsområderne. Miljø og natur. Økologi og dyrevelfærd. Kultur og egnsudvikling. Det skal ske under skrappe og stramme WTO regler. Ingen konkurrenceforvridning, tak. Men natur og kultur styres bedst af nationalstaten. Handelsregler og landbrugsstøtteregler forvaltes bedst af WTO. Der er ikke en særlig vigtig rolle tilbage for EU, uanset hvor meget jeg sympatiserer med det europæiske samarbejde.
Det er mine bud på dansk landbrugs globale og fremtidige rolle. Der er store udfordringer forude for verdens landbrug og landmænd. Men dansk landbrug er solidt rustet til at give et stærkt bidrag til fremtidens fødevareforsyning.
Tak for ordet. Godt dyrskue.

Relaterede nyheder: